Stærke nyheder fra Panasonic

Photocredit: Tim Swaan / Unsplash.com

I forbindelse med den store elektronikmesse CES i Las Vegas har Panasonic lanceret masser af nyt til de fotointeresserede.

I efteråret afslørede japanerne, at de arbejder på en ny topmodel blandt systemkameraerne, og nu er de klar med specifikationerne på Lumix DMC-GH5.

Kameraet får en opløsning på 20,3 mio. pixels og bliver uden low pass-filter, hvilket burde betyde lidt bedre detaljegengivelse.

Autofokus skulle være hurtigere end på forgængeren og har 225 fokuspunkter mod forgængerens 49.

60 billeder i sekundet med 4K photo

GH5 kan tage op til 12 billeder i sekundet i fuld opløsning, og med funktionen 6K PHOTO kan man optage med 30 billeder i sekundet og hente et enkeltbillede på 18,0 mio. pixels ud og gemme, og med 4K PHOTO kan man optage med 60 billeder i sekundet og få et foto på omkring 8,0 mio. pixels.

Kameraet kommer på gaden i begyndelsen af april, og prisen er 18.999 kroner.

Kompakt systemkamera

Lumix DMC-GX800 er et lille systemkamera uden søger, men med en berøringsfølsom skærm, der kan vippes rundt, så den peger frem.

Vipper man skærmen rundt, slår kameraet automatisk over i en selfie-tilstand, hvor man fx kan udløse kameraet ved at vinke én gang med en hånd foran ansigtet. Kameraet koster 4699 kroner med et objektiv på 12-32 mm.

Derudover kommer der fire opdaterede objektiver til systemkameraer, som alle er støv- og stænktætte.

Objektiverne er på 12-35 mm F2.8, 35-100 mm F2.8, 45-200 mm F4.0-5.6 og 100-300 mm F4.0-5.6, og de har alle billedstabilisering. Desuden er der et nyt LEICA DG VARIO-ELMARIT 12-60mm F2.8-4.0 på vej.

Leave a Reply